Dropbox Backup-planen: en oversigt

Dropbox Backup-planen er i øjeblikket kun tilgængelig for en begrænset målgruppe.

Dropbox Backup-planen er et betalt abonnement, hvor du får al den plads, du skal bruge til at sikkerhedskopiere en computer automatisk til skyen. 

Med Dropbox Backup får du også 30 dages filversionshistorik, inklusive Dropbox Spol tilbage, og alle funktionerne i Dropbox Basic-planen.

Sikkerhedskopiér din computer

Med Dropbox Backup-planen kan du sikkerhedskopiere din computer for automatisk at synkronisere vigtige mapper på en computer, og der er ingen begrænsninger for filstørrelsen.

Du kan sikkerhedskopiere indholdet af mapperne “Skrivebord", "Dokumenter" og "Overførsler/Downloads”. De mapper, du sikkerhedskopierer, findes stadig samme sted på din computer, og du har adgang til dem alle de steder, hvor du bruger Dropbox, f.eks. dropbox.com, Dropbox-mobilappen og Dropbox-computerappen på andre computere. De ændringer, du foretager i filer i sikkerhedskopien, afspejles på din computer og de enheder, hvor du er logget på Dropbox.

Få mere at vide om sikkerhedskopiering af din computer.

Fortryd ændringer med Dropbox Spol tilbage

Med Dropbox Backup-planen kan du gendanne alle de filer, du har ændret eller slettet inden for de seneste 30 dage. Du kan desuden bruge Dropbox Spol tilbage til at fortryde et stort antal ændringer eller gendanne hele din sikkerhedskopi til et tidligere stadie inden for de seneste 30 dage. Når du bruger Spol tilbage eller gendanner filer, bliver dine filer og mapper automatisk synkroniseret til den computer, hvor de oprindeligt blev sikkerhedskopieret fra.

Få mere at vide om brugen af Dropbox Spol tilbage.

Administrer afregning af Backup-planen

Du kan bruge afregningssiden i kontoindstillingerne til at opdatere din betalingsmetode med et andet kreditkort eller en anden PayPal-konto og se fakturaer og kvitteringer fra din afregningshistorik.

Sådan administrerer du afregning og betalinger:

  1. Log på dropbox.com.
  2. Klik på din avatar (profilbillede eller initialer) i øverste højre hjørne.
  3. Klik på Indstillinger.
  4. Klik på Fakturering.

Annuller en Dropbox Backup-plan

Du kan når som helst opsige dit Dropbox Backup-abonnement. Opsigelsen træder i kraft, når den indeværende afregningsperiode er slut.

Når abonnementet slutter:

  • Din konto nedgraderes til en gratis Dropbox Basic-plan. 
  • Du har fortsat adgang til alle dine filer og mapper samt alt det indhold, der er delt med dig. 
  • Du kan stadig gendanne slettede filer og gendanne tidligere versioner af filer fra de seneste 30 dage.
  • Du vil ikke længere have adgang til Dropbox Spol tilbage.
  • Du vil ikke længere kunne få support via e-mail.
  • Din konto, inklusive sikkerhedskopien af din computer, vil være begrænset af lagerpladsen for din nye plan, og din konto synkroniseres ikke længere, hvis den optager mere plads, end planen giver dig adgang til.

Sådan opsiger du en Dropbox Backup-plan:

  1. Log på dropbox.com.
  2. Klik på din avatar (profilbillede eller initialer) i øverste højre hjørne.
  3. Klik på Indstillinger.
  4. Klik på Plan.
  5. Klik på Annuller plan nederst på siden.
  6. Vælg en årsag til opsigelsen.
  7. Klik på Fortsæt opsigelse. Du modtager en e-mail med en bekræftelse på, at dit abonnement er opsagt. 

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på sikkerhedskopiering til skyen og lagerplads i skyen?
Sikkerhedskopiering til skyen er opdaterede kopier af filerne på din computer, som du har adgang til alle de steder, hvor du bruger Dropbox. Filerne i sikkerhedskopien afspejler filerne på din computer. Hvis du sletter en fil fra en sikkerhedskopieret mappe på computeren, slettes den også fra sikkerhedskopien i skyen. Sikkerhedskopiering til skyen frigør ikke plads på din computer, og du har ikke adgang til ekstra lagerplads. Dropbox Backup-planen kan bruges til at sikkerhedskopiere mapper på en Mac eller pc til skyen.

Lagerplads i skyen er ekstra plads, som du kan bruge til at gemme filer og mapper online. Med lagerplads i skyen er dine filer tilgængelige alle de steder, hvor du bruger Dropbox, og du kan organisere dit indhold, synkronisere på tværs af de enheder, hvor du er logget på Dropbox, og du kan samarbejde med andre. Du kan bruge lagerplads i skyen til at frigøre plads på dine computere og andre enheder ved at angive, at indholdet kun skal gemmes online. Med planer som Dropbox Plus, Family, Professional og Business får du lagerplads i skyen til privat brug eller til arbejdsbrug.

Hvad er forskellen mellem Basic-planen og Dropbox Backup-planen?
Dropbox Basic er en gratis plan, som indeholder funktionen til sikkerhedskopiering af computeren, men dine sikkerhedskopier kan ikke overskride de 2 GB lagerplads, som er inkluderet i planen.

Dropbox Backup-planen er et betalt abonnement, der indeholder de samme funktioner som den gratis Basic-plan, men du får al den plads, du har brug for til at sikkerhedskopiere en enkelt computer, og du får adgang til support via e-mail og til Dropbox Spol tilbage.

Kan jeg føje Backup til en eksisterende konto?
Dropbox Backup er et betalt abonnement, som aktuelt kun er tilgængeligt for udvalgte Dropbox-brugere. Funktionen til sikkerhedskopiering af computeren findes også i andre planer, men størrelsen på din sikkerhedskopi er begrænset til den lagerkapacitet, der er inkluderet med din plan.

Optager min sikkerhedskopi lagerplads på min Dropbox-konto?
Med Dropbox Backup-planen modregnes størrelsen på din sikkerhedskopi ikke i de 2 GB lagerplads, der følger med planen. På andre planer, f.eks. Dropbox Basic eller Plus, vil størrelsen på sikkerhedskopien være begrænset af den lagerplads, der er inkluderet i planen.

Hvilket indhold sikkerhedskopieres?
Funktionen til sikkerhedskopiering af computeren sikkerhedskopierer alle filerne i de mapper, du har valgt under konfigurationen, f.eks. “Skrivebord”, “Dokumenter” og “Overførsler/Downloads”. Du kan se en komplet liste over de filer, der er sikkerhedskopieret på din Dropbox-konto, i mappen “Min Mac [navnet på din enhed]” eller “Min pc [navnet på din enhed]”.

Hvilket indhold sikkerhedskopieres ikke?
Funktionen til sikkerhedskopiering af computeren sikkerhedskopierer ikke filer fra sekundære drev. Dropbox-computerappen skal være installeret på det samme drev som de mapper, du vil sikkerhedskopiere (som regel det drev, hvor operativsystemet er installeret).

Du kan også vælge at udelade bestemte filer og mapper fra sikkerhedskopieringen. Det gør du ved at højreklikke på dem i Dropbox-mappen i Stifinder/Finder og vælge Synkroniser ikke til dropbox.com.

Dropbox Backup-planen er udviklet til at oprette en sikkerhedskopi af dine filer i skyen. Den er ikke beregnet til at blive brugt som en udvidelse af lagerpladsen på din computer. Funktioner, der relaterer til lagring i skyen, er ikke tilgængelige med sikkerhedskopiering til skyen. Der kan være yderligere begrænsninger på funktionerne til sikkerhedskopiering.

Kan jeg deaktivere sikkerhedskopiering af computeren?
Ja. Du kan slå sikkerhedskopiering af computeren fra og til, eller du kan angive, hvilke mapper der skal sikkerhedskopieres. Det gør du i præferencerne i Dropbox-computerappen. Hvis du slår sikkerhedskopiering af computeren fra, er det ikke det samme som at opsige abonnementet.

Fjernes filerne fra min computer, når computeren sikkerhedskopieres?
Nej. Sikkerhedskopieringen gemmer en kopi af dine filer på din Dropbox-konto, men de findes fortsat på din computer. Hvis du sletter filerne fra enten din computer eller fra din Dropbox-konto, slettes de også det andet sted. 

Du kan gendanne slettede filer og mapper fra din sikkerhedskopi i op til 30 dage. Når du gendanner filer og mapper på dropbox.com, gendannes de også på computeren.

Bemærk! Hvis du vil udelade specifikke filer fra din sikkerhedskopi i stedet for at slette dem fra din sikkerhedskopi og din computer, skal du højreklikke på filnavnet i Dropbox-mappen i Stifinder/Finder og klikke på Synkroniser ikke til dropbox.com.

Hvad sker der med min sikkerhedskopi, hvis jeg skifter plan eller opsiger min plan?
Hvis du skifter plan eller opsiger din plan, bevares sikkerhedskopien, men dens størrelse vil være begrænset af, hvor meget lagerplads der er inkluderet i din plan. Hvis du overskrider lagerpladsen, stopper den automatiske sikkerhedskopiering. 

Er der en grænse for filstørrelsen i Backup-planen?
Nej. Med Dropbox Backup-planen kan du sikkerhedskopiere alle størrelser filer.

Hvad sker der, hvis jeg har mere end én sikkerhedskopi på min konto?
Dropbox Backup-planen tillader ubegrænset sikkerhedskopiering af en enkelt computer. Hvis du har konfigureret flere sikkerhedskopier på en anden Dropbox-plan, bliver du bedt om at vælge den sikkerhedskopi, du vil bruge med Dropbox Backup. Dine andre sikkerhedskopier opdateres ikke længere, og de vil være begrænset af lagerpladsen på din konto.

Hvordan får jeg support fra Dropbox?
Kunder med en Dropbox Backup-plan kan få hjælp i Dropbox' hjælpecenter, fra communityet og via e-mail.
Få mere at vide om, hvordan du kontakter support.

Hvor nyttig var denne artikel?

Det er vi kede af at høre.
Fortæl os, hvordan vi kan gøre det bedre:

Tak for din feedback!
Fortæl os, hvordan denne artikel hjalp dig:

Tak for din feedback!